Den Danske Klosterrute – En turist- og pilgrimsvandrerute
Den Danske Klosterrute er en turist- og pilgrimsvandrerute gennem hele Danmark med temaerne kirke, kunst, historie og natur. Den er en helårsrute og kan eventuelt også bruges af cyklister.
Ruten forbinder ca. 50 steder, hvor der blev bygget klostre i middelalderen. Mellem klosterstederne går den forbi mange kirker og kulturseværdigheder.
Klosterruten benytter som regel stier og små veje. Den er ikke selvstændigt afmærket, men følger ofte dele af andre ruter, der er afmærkede, bl.a. Den Europæiske Fjernvandrevej over Sjælland, Øhavsstien og Hærvejen. Hvor det er muligt, indgår også historiske vejstrækninger og gamle pilgrimsmål i ruten.
Den samlede rute fra Helsingør på Sjælland til Frederikshavn i Nordjylland er på ca. 2300 km. Den slynger sig ud og ind i landskabet for at komme gennem Danmarks smukkeste natur, f.eks. Mølleådalen i Nordsjælland, Sydfyn med Øhavet, Vadehavskysten i Sønderjylland og Søhøjlandet i Midtjylland.
Med sin brede vifte af temaer og med en ruteføring gennem afvekslende og indtagende natur appellerer Klosterruten til flere grupper: naturelskeren, kulturturisten og den, der først og fremmest ønsker sig en vandresportslig udfordring. Men ved at lade klostre og kirker bestemme vej og mål er ruten også et særligt tilbud til den, der for en tid ønsker at frigøre sig fra hverdagens tidspres og præstationsræs for at søge enkelhed, langsomhed, autencitet og åndelig fordybelse.
Bogserien ”Den Danske Klosterrute”
Den Danske Klosterrute bliver beskrevet i guidebøger fra Unitas Forlag (til og med 2012) og Forlaget Eksistensen (fra 2015). De indeholder rutekort i målestok 1:50.000, detaljeret rutebeskrivelse, orientering om overnatningssteder og mange andre generelle og praktiske oplysninger.
Bøgerne er også nyttige for bilister og andre, der søger grundig besked om de pågældende landsdele og deres seværdigheder.
Hovedtitel: Den Danske Klosterrute.
Undertitler:
- Gennem Sønderjylland til Ribe (2. udg. 2007, 144 sider, 225 km)
Bogen er desværre udsolgt, men kan købes i en digital udgave i 2023 - Fra Ribe til Viborg – med Hærvej og Søhøjland (2007, 264 sider, 400 km)
- Fra Helsingør til Slangerup – med Eskilsø (2010, 224 sider, 110 km) (Udsolgt fra forlaget)
- Fra Slangerup til Roskilde (2010, 232 sider, 115 km)
- Fra Roskilde til Slagelse (2012, 228 sider, 157 km)
- Fra Slagelse til Vordingborg (2012, 204 sider, 169 km)
- Sydfyn – med Langeland, Tåsinge, Thurø og Ærø (2015, 240 sider, 288 km)
- Lolland-Falster (2017, 268 sider, 206 km)
- Fra Viborg til Aalborg – herunder Birgittaruten (2017, 306 sider, 310 km)
- Fra Aalborg til Frederikshavn (2020, 258 sider, 286 km)
Forfatteren til de første 6 bøger til og med 2012 (+ koordinerende redaktør af bind 8) er Jens Kristian Krarup, fhv. rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut.
Bog nr. 7 fra 2015 og nr. 10 fra 2020 og en gennemrevidering af bog 1 fra 2023 er forfattet af Gunnar Kasper Hansen, præst, fhv. forstander for Løgumkloster Refugium.
Guidebøgerne kan bestilles i boghandelen eller ved direkte henvendelse til “Eksistensen”, Frederiksberg Allé 10, 1820 Frederiksberg C, tlf. (+45) 3324 9250, E-mail eksistensen@eksistensen.dk Se også forlagets hjemmeside: www.eksistensen.dk.
Foreningen Den Danske Klosterrute
Foreningens formål er at arbejde for Den Danske Klosterrutes beståen og videreførelse, samt at fremme rutens brug. Alle interesserede, incl. organisationer, er velkomne som medlemmer. Foreningen indbyder til årsmøde, pilgrimsvandringer og pilgrimstræf. Desuden udsendes orienteringsbreve med nyheder og generelt stof. www.klosterruten.dk.
Yderligere oplysninger
På www.klosterruten.dk står der meget mere om ruteprojektet, guidebøgerne (incl. anmeldelser), Foreningen Den Danske Klosterrute m.v. incl. engelsk og tysk resumé.
opdateret 3.11.2024